+45 23 28 54 30

NATURKRAFT I SAMARBEJDE MED SOCIALT BÆREDYGTIG VIRKSOMHED

Den nye store oplevelsesattraktion, Naturkraft, skal formidle naturens kræfter, som de opleves i Vestjylland, og visionen er også, at centret skal påvirke os mennesker til mere bæredygtig adfærd og tankegang i det hele taget.  

Derfor er det naturligt, at Naturkraft allerede nu indleder et samarbejde med Ringkøbings anerkendte socialøkonomiske virksomhed, Huset Venture, der med Skipper Hagde i spidsen dagligt arbejder med social bæredygtighed ved at få personer på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse.

- Naturkraft vil - som et stort turismeprojekt i fremtiden - rumme en lang række arbejdsopgaver, der udgør et potentiale i socialøkonomisk henseende. Og mange af de arbejdsopgaver kan sagtens løses af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, så Naturkraft på dén måde også kan arbejde socialt bæredygtigt. Jeg glæder mig over samarbejdet og ikke mindst perspektivet. Personligt tror jeg på, at netop turismen her i Vestjylland naturligt er en mulighed for, at få endnu flere i beskæftigelse, siger Skipper Hagde.

En af de arbejdsopgaver, som allerede nu ligger i Huset Venture, er kommunikationsopgaven, hvor der nu er oprettet et kommunikationsteam bestående af Pia Ankjær Gadegaard, Klemen Jensen og Karsten Engelst Nielsen. Teamet skal - i samspil med Peter Sand, direktør for Naturkraft - stå for formidlingen af Naturkraft til omverdenen på både denne nye hjemmeside og på de sociale medier.

Hjemmesiden her er i øvrigt lavet i et samarbejde med Vestjysk Marketing.