+45 23 28 54 30

Vestjylland en naturlig historiefortæller

Naturens kræfter og deres spor i Vestjylland er rammen for Naturkraft.
I sidste uge var Naturkrafts formidlings- og indholdsgruppe på tur i Ringkøbing og omegn for at hente yderligere inspiration. Endnu engang blev det bekræftet, at den vestjyske natur har et væld af gode historier i spændingsfeltet mellem naturens kræfter og menneskets ønske om at beherske disse kræfter.

Samspillet mellem naturens kræfter og mennesker præger i den grad hele området, hvor slusen ved Hvide Sande er et stort og markant bygningsværk, der underbygger pointen. Man kunne vende det hele lidt på hovedet og udlede, at selvfølgelig har verdens vindmølleindustri rod i Vestjylland og dermed nødvendigheden af at omsætte naturens kræfter til livsgrundlag og eksistens.

Vand og land.
Landindvinding har været et naturligt initiativ i Vestjylland i nyere tid. Resultaterne har været blandede, og nogle gange har det også betydet, at beslutninger er blevet ændret, som det var tilfældet med udretningen af Skjern å.

Projektleder/naturvejleder Søren Frederiksen fra Ringkøbing-Skjern Kommune fortalte på rundturen om pumpestationer med udgangspunkt i besøgsmålet pumpestation nord, Skjern Å/Skjern Enge, afvanding, jordindvinding, miljøhistorie, Skjern å laksen mm. og der blev afprøvet den trækfærge, der ligger ved pumpestationen.

Et skønt sted, der på alle måder er værd at besøge. Fra pumpestationens top har man et fantastisk vue ud over Skjern å deltaet. Trækfærgen giver varmen på den gode måde, og kaffen kan nydes ved borde/bænke i en skøn kulisse.

Dagen efter var der fortællinger og rundvisning med slusemester Henning Yde på sluserne i Hvide Sande med efterfølgende rundvisning i Fiskeriets Hus, hvor lokale historier om hav, vejr, fiskeri mm. blev fortalt med stor vedkommende autencitet.

Ringkøbing Fjord har en vandtilførsel årligt på flere hundrede milliarder liter vand fra hele det midt- og vestjyske område svarende til omkring 10 procent af den samlede nationale afvanding, hvilket understreger fjordens betydning også i en national kontekst samt anskueliggør meget konkret, hvilke dynamikker der er i spil, når for eksempel lokalområdet rammes af skybrud.

Herefter gik turen til Bagges Dæmning, hvor historiker/museumsformidler Lasse Justesen fra Ringkøbing-Skjern Museum fortalte ”levende historier” om Ringkøbing-Skjerns lokale natur/historie formidlingsbaser.

Lasse Justesen fortalte herefter om naturens kræfter i Ringkøbing og omkring Ringkøbing Fjord: vand, sand, vinds betydning for livet på egnen og dets spor i landskabet.

Det anbefales varmt til alle at opleve Ringkøbing-Skjern Museums levende historier rundt på et af de 14 lokationer, som indgår i øko-museumet, der både bliver fortalt af kompetente medarbejdere med krop og sjæl samt præcist indfanger de historiske pointer, der former vores nutid.