At uddanne sig til fods

Af Daniel Kardyb, Ph.d.-studerende

I Skotland bor en mand ved navn Tim Ingold. Han er professor i Antropologi. I hans bogreol og på hans travle skrivebord flokkes fortællinger fra her og der, før og nu. Der er beretninger fra både nordfinske stammefolk, før-protestantiske munkeklostre og vores vestlige verden. Ingold er en mester i at binde historier sammen fra nær og fjern, og de slør af betydning, som han væver ved sit tastatur, får vores ellers så hjemlige virkelighed til at tage sig både velkendt og fremmedartet ud på samme tid.

Led børnene ud i verden

Et ord, der ofte vikler sig ind i hans skriverier, er uddannelse. Eller på engelsk ’education’. For Ingold er uddannelse ikke noget, der bare foregår i skoler med undervisningslokaler og eksamensborde. Uddannelse som fænomen går langt længere tilbage i tiden end vores moderne institutioner. Ingold peger på to forskellige historiske afstamninger af ordet education. På den ene side ordet educare, der kan oversættes til ”at opdrage” og dermed at lære børnene op i almene skikke og viden.

På den anden side ordet educere, der er sammensat af ordene ex (ud) og ducere (at lede). I den her anden forstand handler uddannelse om at lede børnene ud i verden, frem for at give dem en bestemt viden. Det handler med Ingolds ord om, ”helt bogstaveligt at invitere den lærende ud på en gåtur”. Ikke med intention om at lære dem noget bestemt, men derimod med opmærksomhed (engelsk: attention). Ikke med tanke på at nå en bestemt destination, men derimod for at opleve, mens man går.

Gåturen danner rammen

Når jeg læser Tim Ingolds tekster, kommer jeg til at tænke på Naturkraft. Når han for eksempel legende let viser, hvordan menneskets forståelse af sig selv og sin verden har forandret sig fra tid til anden, da befinder jeg mig straks i hovedbygningens udstillinger. Men det er særligt tanken om gåturen som uddannelse, der vækker associationerne.

For uanset hvordan man oplever Naturkraft, er det gåturen, der danner rammen. Som børnefamilier på vej fra indgangen til parkens svævebaner og kælkebakker. Som voksne venner på vej mellem parkens mangeartede beplantning til udsigten over vestkystens natur. Sandt nok, gåture kan tage sig forskellige ud. Nogle gange skal man bare finde is-kiosken. Men som gåture er flest i Naturkraft, lader de til drive folk rundt med nysgerrighed. Hvad er det her for et sted? Hvor blæser det mest i dag? Er det her naturen?

Omveje og afveje

Naturkraft skal ikke være uddannelse, men vælger man alligevel at forstå Naturkraft som uddannelse, er det måske netop i denne bevægelse – i den opmærksomme men retningsløse gang – at steder som dette har deres særkende. Her findes ingen facit, kun fortællinger og sanselige oplevelser, der giver hver sit lille praj om naturen og dens sammenhænge. Her er ingen tests, der skal bestås for at gøre sig fortjent til at komme igen. Ingen blindgyder. Kun omveje og afveje for dem, der bliver grebet af oplevelsen.

Viden skal der til

Men, tænker den kritiske læser, hvad så med uddannelsen fra skolen? Skal den forkastes til fordel for tilfældige traveture i oplevelsesparker og vilde, vidunderlige Danmark? Nej. Man skal absolut passe på med så bogstavelige forståelser.

Og alligevel vil Ingold sikkert insistere på, at gåturen kan noget, som skolen traditionelt set har haft sværere ved. På gåturen kommer oplevelsen først og viden derefter. Viden skal der til, men i en verden, der hele tiden tager sig ny og forandret ud, kræver det måske først og fremmest et nysgerrigt og opmærksomt blik at sætte foden rigtigt.

P.S. For de nysgerrige kan jeg anbefale kapitlet ”The Maze and the Labyrinth” af Tim Ingold fra bogen Psychology and the conduct of everyday life. Routledge, 2016.

Naturkraft-logo

Vestjysk Bank logo

 

 

 

 

Find vej

Naturparken 10,
6950 Ringkøbing

T: +45 69 161 162
M: info@naturkraft.dk

Nyhedsbrev

 

 

GDPR og privatlivspolitik for Naturkraft

Hos Naturkraft respekterer og prioriterer vi din ret til privatliv med udgangspunkt i den europæiske Generel Data Protection Regulation (GDPR).
Med udgangspunkt i GDPR regulativet vil vi gerne fortælle om hvordan vi indsamler og opbevarer dine personlige data.

 

Link til Facebook Link til Instagram Link til LinkedIn