Derfor blæser det altid fra vest

Skrevet af: Jesper Theilgaard, klimaformidler og Naturkraft ambassadør

Enhver, der befinder sig i Vestjylland, kan ikke undgå at bemærke træernes hældning mod øst. Når træerne gror, påvirkes de hele tiden af den konstante vestenvind. Jo, der er andre vindretninger, men vind fra vest er absolut den mest almindelige.

Fra geografibøgerne ved vi, at vi befinder os i vestenvindsbæltet, der pr. definition er området mellem 30 og 60 grader nord (eller syd på den sydlige halvkugle). Der er således ikke noget usædvanligt ved den fremherskende vestenvind, og vi er heller ikke alene om at have den.
Baggrunden for vestenvindsbæltet er den generelle fordeling af lufttrykket – i realiteten handler det om, hvor høj- og lavtrykkene befinder sig. Det er disse trykforskelle, der får luften til at bevæge sig, og dermed er trykforskellene årsagen til, at det blæser.

Det sker fordi naturen altid forsøger at skabe balance. Forskelle i tryk er en ubalance, og naturen vil derfor søge at udligne denne trykforskel. Det gør den ved at sende luft fra højtryk mod lavtryk, og den kraft, der sørger for det, kaldes trykgradientgraften. Jo større trykforskel jo større bliver denne kraft – og jo stærkere vil det blæse. Hvis det nu lykkedes reelt at udligne trykforskellene, ville det holde op med at blæse, men det blæser jo stadig, og derfor må der være en eller flere andre kræfter på spil.

Den væsentligste kraft i den sammenhæng er den såkaldte corioliskraft, som opstår fordi jorden roterer om sin egen akse. Den rotation medfører, at enhver bevægelse på den nordlige halvkugle vil blive afbøjet mod højre.

Det vil sige, at vi nu har et samspil mellem to kræfter nemlig trykgradientkraften og corioliskraften. Som før nævnt vil naturen søge balance, og her vil det betyde, at de to kræfter skal ophæve hinanden. Lad os derfor først se på den generelle trykfordeling, som skabes ved atmosfærens generelle cirkulationsmønster. Her viser det sig, at det normale er, at der er højtryk omkring 30 grader nord og lavtryk omkring 60 grader nord. Det vil sige, at når trykgradientkraften vil sende luft fra højtryk mod lavtryk, så sendes der luft fra 30 grader nord mod 60 grader nord. Den bevægelse vil så blive udsat for corioliskraften, der afbøjer den nordgående bevægelse mod højre, så luften bevæger sig fra vest mod øst – og dermed er vestenvinden blevet skabt.
Så længe lavtrykkene befinder sig nord for Danmark, vil vestenvinden derfor være den fremherskende vind. Vi kan også formulere en tommelfinderregel – nemlig at hvis man står med vinden i ryggen, vil det lave tryk befinde sig til venstre. Den regel gælder på den nordlige halvkugle – det er nemlig omvendt på den sydlige.

Naturkraft-logo

Vestjysk Bank logo

 

 

 

 

Find vej

Vester Kær 16
6950 Ringkøbing

T: +45 69 161 162
M: info@naturkraft.dk

Nyhedsbrev

 

 

GDPR og privatlivspolitik for Naturkraft

Hos Naturkraft respekterer og prioriterer vi din ret til privatliv med udgangspunkt i den europæiske Generel Data Protection Regulation (GDPR).
Med udgangspunkt i GDPR regulativet vil vi gerne fortælle om hvordan vi indsamler og opbevarer dine personlige data.

 

Link til Facebook Link til LinkedIn Link til Youtube-kanal Link til Instagram