
Insekter er vilde med det vilde
Tre spørgsmål om insekthoteller til Marie Warming, der er formidler i Naturkraft.
Hvorfor bygger I insekthoteller i Naturkraft?
Insekter er generelt i tilbagegang – ikke kun i Vestjylland, men også i resten af Danmark og i hele verden. De mangler simpelthen steder, de kan finde føde.
Der er nogle forskellige faktorer, som truer insekterne:
- Tab af levesteder (habitat) til intensivt landbrug og urbanisering
- Forurening (særligt brugen af syntetiske pesticider og gødning)
- Biologiske faktorer som mikroorganismer og indførte arter
- Klimaforandringer
Insekterne er vigtige – både som føde for andre dyr, men især fordi de hjælper med at bestøve planter.
Når vi bygger insekthoteller i Naturkraft er det både for at give insekterne et godt sted at bo. Men det er også en god måde at komme i snak med vores gæster om, hvordan man igen skaber gode forhold for insekterne.
Hvad gør I ellers for insekter i og omkring Naturkraft?
Man kan sige, at alene det, at vi har omdannet en mark til et rekreativt område, har gjort levevilkårene for insekter meget bedre. I og omkring Naturkraft har vi plantet en masse – både træer og planter – der er gode for insekterne.
Planen med de insekthoteller, vi bygger sammen med gæsterne, er, at de skal ud i det åbne areal. De skal stå langs med stierne. Så dag for dag bliver hele området bedre for insekterne.
Hvad kan man selv gøre derhjemme?
I Naturkraft bygger vi store insekthoteller, fordi vi har mange gæster, der kan hjælpe os over flere uger. Så stort behøver det slet ikke at være, hvis du vil i gang derhjemme.
Det vigtigste er, at du gør noget – selv en lille ting er bedre end slet ikke at gøre noget. Det kan for eksempel være at finde nogle grene, nogle tørre blade og noget snor. Bind det sammen og hæng det op – så har du allerede et sted, som insekter vil elske.
Du kan også lade noget af græsset vokse vildt – eller lade et andet område i haven gro til. Insekterne er vilde med det vilde. Det kræver noget tålmodighed. Hvis du selv bygger et insekthotel, kan der godt gå noget tid, før de første insekter tjekker ind. Det bliver først rigtig lækkert for dem, når det bliver lidt gammelt og med endnu flere huller og gemmesteder.